Winterwonderland

Garden of York er dækket af sne

Min have blog har ligget brag i flere år. Trangen til at fortælle om haven forsvandt. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske hænger det sammen med min mors død. Jeg tror en af de helt store bevæggrunde til at starte denne blog var, at hun bedre kunne følge med i min have. Hun var selv en kæmpestor og entusiastisk haveelsker. Selv de sidste år hvor hun var syg brugte hun meget tid i hendes store have og fortsatte med at plante nyt. Det var et stort fællesskab der forsvandt.

De sidste måneder har jeg givet mig selv en deadline – hvis ikke jeg fik lyst til at starte igen i januar 2026, ville jeg fjerne min blog.
Men nu er jeg i gang – måske er det det dejlige snevejr der har inspireret mig til at fortsætte alligevel. Den ro og det fantastiske lys der siver ind gennem vinduet, gør mig så glad, næsten helt salig. Lige nu er det begyndt at sne igen og det holder stadig minusgrader – så alt er godt. Jeg synes det er en fantastisk start på et nyt have år.

buksbom påfugl i sne, gardenofyork
Vores buksbom påfugl iklædt sneklæde
haveport i sne, garden of york
Vores robinietræ port
havekunst i sne, gardenofyork
Havekunst med snedekor
Garden of york sne
Vores have ser kæmpestor ud her

Hvad er der sket siden sidst?

Der er faktisk sket kæmpe forandringer i 2023/24

I det sidste indlæg talte jeg om min drøm om et stort orangeri og heldigvis syntes Brian, at det var en god ide. Men hvor skulle det stå?  Efter nøje overvejelser var der kun et sted vi kunne få plads til det og det var hvor bl.a. vores 25 m store smukke birketræ stod. Men kunne vi virkelig fælde sådan et flot gammelt træ? Tanken gav os hjertekvaler, men vi tog beslutningen. Da træfælderen kom ud for at se på det, sagde han, at træet var sygt og det hjalp helt klart på den dårlige samvittighed.

Naboerne var også med på ideen og i september 2023 gik vi i gang med at flytte 4 søjle frugttræer, solgte vores lille grønne drivhus til et sødt par i Århus, flyttede et stort højbed, en robinieport, et rosentræ og andre planter.


garden of york, træfældning

Træfældning


I oktober kom træfælderen med 2 mænd og med minutiøst præcisions arbejde fældede de birketræet på en formiddag.

Sådan!

Væk var det!

Du kan se en video der viser fældningen.

Birketræets sjæl

Efter fældningen flyttede vi alle birkestammer, så vi kunne gøre klar til planering af undergrunden til foråret. Og så skete det magiske. Inde i træstammen var der aftegnet en sart skabning, som en fantasy fe og jeg er sikker på, at det er birketræets sjæl.

Jeg har sidenhen optegnet den i farver og nu står den som yndig deko i haven tæt på birketræets oprindelige plads.


Den våde fortsættelse fra 2024 kommer næste gang

Det var alt for denne gang her på denne kolde søndag i januar 2026. Jeg slutter af med et par vinterbilleder fra Marselisborg Slotshave, som jeg tit går tur i.

Jeg ønsker dig et godt haveår i 2026 med masser af sol og haveglæde.

marselisborg slot
Marselisborgslot
Den royale frugthave

4 thoughts on “Winterwonderland

  1. Kære Patricia
    Mange tak for at genoptage din blog :-*
    Og for at dele dine kvaler og glæder…
    Ja sne gør alting smukkere, og vi har været heldige i år med sne i over 1 uge i træk.
    Nu vil jeg lægge disse fotos i mappen “Patricias Have”, og nyde den sidste dag klædt i sne i denne omgang
    Knus Marianne

    1. Kære Marianne
      Tak for dit positive svar. Jeg har lige rettet op på et par fejl i indlægget fra i går. Der var jo flere billeder man ikke kunne se, men nu er alle snebilleder synlige
      vinterlige havehilsen Patricia

  2. Hej Patricia
    Så dejligt at du er i gang igen 👏
    Glæder mig til dit næste indlæg 🪻🐝🌺🐞
    Knus Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *