Maj måned har været ganske anderledes end normalt. Masser af regn og kulde. Regnen havde vi brug for, men kulden har været ret overdrevet … Jeg har trippet med endelig at sætte mine, efterhånden ranglede, spirer i jorden og så de resterende blomster og grøntsager.
I dag, den 17. maj holder jeg stadig igen med enkelte forspirede små planter.
Vi har heller ikke haft fornøjelsen af at sidde i haven i majsolen.
De få gange vi forsøgte, gik det aldrig lang tid, inden en ny tung sort sky formørkede himlen, eller vinden blussede op.
Jakkerne skulle lukkes igen og efter 10 tapre minutter i kulden, måtte vi alligevel give op, når dråberne blev for tætte.
Kulden har dog også sørget for at forlænge perioden for de dejlige forårsløg. Mange tulipaner er ikke engang sprunget ud endnu og en del narcisser er stadig smukke at se på.
Primula blomster, forglemmigej svajer rundt omkring i haven og frugttræerne blomstrer om kap.
Se et udpluk af mine forårsløg med forlænget blomstringstid
Vores smukke forårstræ
Vores smukke ”forårstræ” blomstrer normalt altid på Brians fødselsdag (30.4), men i år åbnede blomsterne sig først en hel uge efter.
Regnen begrænsede blomsternes levetid og de dryssede hurtigt og dannede et smukt hvidt blomsterbladlag under træet.
Romantisk velkomst
Det var lidt som en romantisk velkomstceremoni i Østen, hvor der drysses blomsterblade ved særlige begivenhed.
Jeg kunne ikke undgå at smile, når bladene dalede ned og satte sig i håret. Det føltes så let og luftigt og jeg glemte helt det dårlige vejr.
Rododendron i blomst
Rododendron sæsonen er også startet og to af vores nye rhododendron står i fuldt flor – lilla og sart gul.
På fotoet ser du den gule.
😀
Sidste weekend, da vi besøgte min mor i Aabenraa, beundrede vi hendes første store rhododendron buske, der blomstrede og jeg sagde, at vi jo ikke havde så mange rhododendron.
Det mente Brian, var forkert, så jeg begyndte at tælle: 1,2,3 … det blev til hele 19 forskellige rhododendron, og jeg må give ham ret.
Det er en hel del i en mindre have som vores. Min mors have er meget større end vores … men det er hendes rododendron også. Flere af dem er kæmpestore, som i en park.
Grønt i haven
Det ser i det hele taget mega frodigt ud i haven lige nu. Ufattelig mange forskellige grønne blade vokser om kap.
En dag må jeg tælle, hvor mange forskellige blade der er i haven 🤔
Akeleje
En af de planter, der er på vej og som spreder sig selv forskellige steder hvert år, er de graciøse akelejer.
Det er en sjov planter, fordi de krydser sig frit indbyrdes. Derved kan de have forskellige farver og former hvert år, være ensfarvet eller tofarvet. Klipper du blomsterstandene af efter blomstring, kan du være heldig og nyde en anden blomstring i sensommeren.
Akelejer er også rigtig gode i buketter.
Sidste år talte jeg til 7 forskellige slags og er spændt på hvordan de bliver i år .😲
Forrige efterår tog vi en stor beslutning
At fælde vores hjertetræ
Det kostede mange overvejelser og jeg kan stadig have dårlig samvittighed over at have fældet et stort træ. Ikke bare fordi træer er så vigtige for at nedbringe CO2 ophobningerne, men også fordi jeg altid har fornemmet, at der var en vis symbiose mellem det store birketræ og hjertetræet, der stod ved siden af hinanden.
Jeg forestillede mig dem som et smukt par, der har vogtet over hinanden i mange år og nu har birken i stedet fået en ”børnehave” at vogte over.
Tankerne udspringer selvfølgelig af min egen fantasi, men har du lyst til at læse om træernes hemmelige liv, så kan jeg anbefale bogen: Træernes hemmelige liv af Peter Wohlleben.
Træernes hemmelige liv
Et uddrag af bagsideteksten:
”Der sker de forunderligste ting i skoven: Træerne kommunikerer med hinanden. De drager ikke kun kærlig omsorg for deres afkom, de tager sig også af deres gamle og syge naboer. Træer har både følelser, fornemmelser og hukommelse. Det lyder måske utroligt – men det er sandt.”
I det jeg citerer dette får jeg det dårligt igen.
Fordi jeg gerne ville have et drivhus, højbede og frugttræer, har birken mistet sin livspartner. Selvom hjertetræet var lidt sygt, havde det sikkert holdt i mange år endnu.
Da min tante, som bor i nærheden af Hamborg, hørte om det, fortalte hun, at man i Tyskland skal have en tilladelse til at fælde visse store træer i ens have.
Træbeskyttelses lov i Tyskland
Det er generelt forbudt at fælde bestemte træer med større stammeomfang end 60 cm fra den 1. marts til 30. september.
Den lov eksisterer for at beskytte ynglende fugle, eller flagermus m.m.
Derudover er reglerne forskellige fra delstat til delstat.
Min tante, der bor i Schleswig Holstein skulle betale en form for bøde, for at få lov til at fælde et par store grantræer (hun har mange træer på hendes kæmpestore grund)
Andre steder er man forpligtet til at plante et nyt træ, hvis man får lov til at fælde et træ. Fælder du et stort træ, der er beskyttet af træbeskyttelses lovgivningen, kan du få en bøde på op til 50.000 euro.
Er dit træ sygt, må du dog gerne fælde det – det skal dog ligeledes godkendes.
Dårlig samvittighed
Disse oplysninger hjalp just ikke på min i forvejen dårlige samvittighed.
Samvittigheden er dog dulmet lidt, fordi vi har plantet 4 nye søjlefrugttræer og et espalier blommetræ. (Bambushækken med de 18 store bambus har selvfølgelig også bidraget til at lette min samvittighed).
At fælde træet tog ikke lang tid. Anderledes forholdt det sig med roden. Det skulle en stubfræser til. Selv med dens hjælp tog det en hel dag og mange ømme muskler for Brian, inden der var fjernet nok til at kunne lægge fundament til drivhuset, plante 4 søjlefrugttræer og sætte to nye højbede.
Planter i chok
Egentlig ville jeg have købt søjletræer, der allerede var 1,80 m høj. Desværre kunne min chef fra Moesgård Havecenter ikke skaffe dem på det tidspunkt af året. Der var kun små tilbage.
Men da de ifølge ham voksede en halv meter pr. år, så ville der ikke gå lang tid inden de blev høje nok (omkring 2 meter).
Meeeen, det var så ikke det, der skete sidste år.
Træerne voksede ikke en cm det første år, og jeg var meget skuffet 😞
Da jeg spurgte min ene kollega, hvorfor de ikke voksede, fortalte han, at det nogle gange sker (det skete så for alle mine), at planter går i chok, når de kommer i jorden og først for alvor slår sig løs sæsonen efter.
Bag “muren”
Forestil dig, at du hver gang, du prøver at strække dine tæer (rødder( lidt længere ud, støder imod en mur (pottekant).
En mur, som går hele vejen omkring dig og som du ikke kan passere. lige meget hvor ofte du forsøger. Du er altid låst inde.
Efter nogle år opgiver du og affinder dig med dit bur og på et tidspunkt føler du dig også beskyttet af den ydre skal.
Pludselig en dag, da du alligevel føler dig frem, måske helt ubevidst, er der ingen begrænsning, ingen mur, intet der holder dig inde, intet der holder alt andet ude … Dit første møde med en regnorm der glider forbi din store ”tå” …
Det kan selvfølgelig godt være angstprovokerende. 😨
Dette forår er de små træer allerede kommet godt fra start, så jeg tror, at de har overvundet deres trauma og endelig nyder friheden.
Samtlige søjletræer har i hvert fald fået mange blomster, hvilket er dejligt.
Desværre tror jeg ikke, at det bliver til mange frugter, fordi det har regnet hele tiden og bierne kommer ikke ud og flyve i for meget rusk og regn.
Helt ny start i pyramide højbed
Den kolde vinter har slået næsten alt ihjel i pyramidebedet. Kun et par persilleplanter overlevede.
Da jorden var sunket ret meget, var vi nødt til at supplere med ny jord. Derfor måtte jeg tage de netop spirende purløg op, for så at sætte dem oveni det nye lag jord.
Det resulterede desværre i, at fuglene gik helt amok i bedet, og de stakkels purløg havde ikke en chance til at rodfæste sig.
Gentagen ”skælden ud” hjalp ikke spor, faktisk stoppede det først, da regnen for alvor gik i gang 💧☔
I forrige uge har jeg så sat nye forspirede purløg i. Det ser ikke ud ad noget, men jeg håber på det bedste. Måske kan vi høste i juni måned.
Purløg i gave
Heldigvis har jeg sidenhen fået en stor klump superfrisk og frodig purløg fra en venlig havesjæl ❣
Tak til Jytte fra Videbæk, hvor vi går til behandling ca. hver 5. uge, hos hendes dygtige mand, Karl Gejl. Uden ham, ville min krops helbredstilstand være meget værre end den er.
Jeg var en tur rundt i haven med Jytte, mens Brian fik behandling og beundrede bl. a. hendes saftige purløg og fortalte om mine sølle spir. Fluks tilbød hun at give mig en del af hendes 😃
Nu vil jeg altid tænke på Jytte, når jeg henter ”hendes” purløg i haven.
Mindeplanter
Det er i det hele taget dejligt at få eller hente plante fra andres haver, som man har et specielt forhold til.
Sidste år døde min tante, Ingrid Brase, i Aabenraa. Vi kaldte hende, Memi. Hun har været en vigtig person i mit og min families liv, og hun var også meget glad for blomster og planter.
Jeg har gravet et par vidunderlige blå lungeurt op fra hendes have.
De har blomstret i år og nu har jeg et levende minde om hende 💕 som jeg vil værne om.
Duftorgie
På nordsiden af vores hus er Lillikonvallerne ved at komme frem.
De dufter bare himmelsk og jeg ser frem til de dage, hvor jeg kan gå langs den parfumerede sti til hoveddøren.
Plukker du dem og sætter dem i en lille vase, ser de ikke bare yndig ud, men deres opløftende duft spreder sig hurtigt i hele rummet.
Min tante var i øvrigt meget glade for lillikonvaller.
Hosta
Hostaerne er også på vej. Det er imponerende planter, der visner helt væk og holder vintersøvn i jorden. Jeg er især imponeret over de store hostaer, der starter forfra hvert år og alligevel bliver kæmpestore på kort tid.
Jeg har bl.a. denne ene store, der bor i en krukke. Sidste vinters frost har ikke slået den ihjel og nu er den på vej igen 😄
Der findes mange forskellige slags med meget forskellige blade og de elsker skygge/halvskygge og er meget nøjsomme. De får også blomster, som dog ikke er særlig spændende.
Det er deres flotte blade der gør, at de har fået plads rundtomkring på skyggefulde steder i vores have.
Alle spir i jord
I dag, den 19. maj, har jeg taget mig sammen og alligevel plantet de sidste af mine forspirede planter.
Så må vi se hvad der overlever, hvis det kolde våde vejr fortsætter på denne måde.
Jeg fik også plantet de første sommerblomster. Jeg faldt over et super tilbud på spanske margueritter i onsdags 🤗
Nu er der lidt blomsterliv i nogle af krukkerne.
På fotoet til venstre har jeg sat de sidste ærteblomster i krukken, og frøen glæder sig allerede til duften
Rabarber
Vores rabarber kan høstes og vi har bagt den første rabarberkage. Det var et forsøg, der gik okay.
Næste rabarberkage bliver vores egen opskrift fra vores kogebog, Yorks kolesterolfrie kogebog. Denne opskrift vil jeg dele med jer, fordi vi synes, at den smager ret lækkert og ser superflot ud.
Der er en sjov historie tilknyttet dette billede. Forrige år, da jeg gik en tur rundt i havecentret, studsede jeg over en ny billedplanche, der var sat op ved rabarberne. Det viste et par lækre rabarberfotos og dette foto af vores kage. Jeg forstod ingenting. Hvordan havde de fået fat i det? Det var jo mit foto. Havde de taget det fra vores kogebog?
Nej … 🤨
Et par timer senere kom jeg i tanker om, at jeg havde uploadet det foto til den gratis billeddatabase, pixabay.
For at bruge den med god samvittighed, skal man bidrage med egne fotos, for så at bruge de andres fotos gratis.
Så alt var gået rigtig for sig.
Jeg endte med at blive helt glad for, at mit foto var blevet brugt på denne måde. At friste folk til at bage rabarberkage af deres egen rabarber – det er da fedt 😀
Dette er et uddrag af mine havetanker denne maj. I dag, den 26.5, får jeg mit første vaccinestik Så er der kun 14 dage tilbage, hvor jeg skal testes med en pind i halsen.
Det bliver så dejligt, at få sin frihed tilbage
I love it 🤗🤗🤗
Jeg slutter med et par ekstra fotos af forårs blomster. Da jeg fortalte om bispehuer i mit første indlæg
havde jeg ingen fotos af blomsterne, så dem får I nu. Det er da yndige gracile blomster🧡🧡
Dejlige havehilsen og på gensyn sidst i juni
Patricia York
Tilmeld dig
Har du lyst til at læse mit næste indlæg?
Pga.. FB´s algoritmer er det langt fra sikkert, at du ser det, når jeg poster en besked om mit næste indlæg på FB. Ved at tilmelde dig, kan du i stedet for, få det direkte ind i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.
Her er en kort anvisning til hvordan du gør:
Du kan tilmelde dig på forsiden af min blog, øverst i højre side.
- Tast din mail ind og tryk på ”tilmeld”.
- Du får tilsendt en mail fra follow.it, som er det system jeg bruger (Tjek dit spam filter).
- Bekræft mailen, ved at trykke på subscribe og du burde være tilmeldt. 😊
Lykkes det ikke, kan du altid sende mig en mail på patricia@houseofyork.dk og jeg vil hjælpe dig.